Om Nørklerier
Et stykke lidenskab – smukke broderede vintageduge forvandlet til nye beklædningsstykker.
Jeg hedder Pernille Ebert og står bag Nørklerier, hvor jeg skaber skjorter og jakker af gamle tekstiler og broderede vintageduge med indvævede mønstre og håndbroderi.
Hvert eneste beklædningsstykke bliver designet og syet af mig i mit værksted. Derfor findes der kun ét af hver.
Jeg arbejder med genbrugstekstiler, fordi jeg ser en særlig skønhed i materialer, der allerede har en historie. Men Nørklerier handler om langt mere end upcycling. Det handler om at lade det klassiske håndarbejde leve videre i en ny form.
Hver dug, løber, klokkestreng eller hvert stykke tekstil bærer spor af de hænder, der med omhu og tålmodighed har skabt det. Samtidig fortæller tekstilerne historien om deres tidligere liv, inden de får en ny funktion som beklædning.
De gamle tekstiler rummer et håndværk og en fortælling, som fortjener at blive bevaret. Hvert produkt er resultatet af min store kærlighed, nysgerrighed og omsorg for det gamle håndværk. Derfor er det vigtigt for mig, at tekstilernes tidligere liv indgår i mit design – nyt liv af levet liv.
Jeg giver nyt liv til levet liv med stor respekt for de mange timer og det håndværk, der allerede ligger i materialerne. Resultatet er beklædning med sjæl, hvor bæredygtighed, æstetik og godt håndværk går hånd i hånd.
